To år i energibranchen – refleksioner fra et marked der ændrede sig hurtigt

Skrevet af Ketstin Baumann

Jeg er nu lidt over 2 år inde i energibranchen på fuld tid og selvom det både har været med opture og nedture, så tror jeg aldrig jeg har lært så meget på så kort tid før.

Noget af det der nok har overrasket mig mest er hvor hurtigt markedet har ændret sig.

For bare få år siden var VE mange steder stadig et relativt uspoleret marked. Projekter blev handlet til helt andre multipler og mange parker kørte ekstremt stærke businesscases. Mange solprojekter producerede på meget attraktive capture rates og store dele af markedet havde stadig en forventning om at udbygningen af vedvarende energi næsten automatisk ville føre til stærke og stabile investeringer.

På ret kort tid har markedet dog i mange tilfælde nærmest kannibaliseret sig selv.

Projekter som førhen kørte indeks 107 ligger nu omkring indeks 79 fordi capture rates er faldet, curtailment er steget og elnettet ganske enkelt ikke har kunne følge med den hastighed Europa har bygget vedvarende energi (VE) ud i.

Og ærligt talt tror jeg det har været en vigtig øjenåbner for mig hvor stor forskel der er på at bygge produktion og på faktisk at integrere den produktion i et energisystem.

For det viser sig jo at produktionen ikke længere er den eneste udfordring.

Mange steder er integrationen blevet den egentlige flaskehals.

Det er også derfor jeg i dag bruger mindst lige så meget tid på:

  • risikostyring

  • regulatoriske forhold

  • netstruktur

  • connection agreements

  • projektmodning

  • systemydelser

…som på selve udviklingen.

Noget andet der virkelig har overrasket mig er hvor hurtigt batterier er gået fra at være lidt en nicheidé til at være noget hele markedet nu jagter.

På papiret giver det jo også god mening. Batterier kan levere systemydelser hurtigere og billigere end mange traditionelle alternativer og samtidig hjælpe med at stabilisere et elnet som i dag ikke længere får den samme naturlige stabilitet fra store kraftværker der står og producerer hele dagen.

Samtidig kan batterier absorbere overskudsproduktion når elpriserne kollapser og efterspørgslen er lav, for senere at sende energien tilbage ud på nettet når behovet igen stiger.

Det er i virkeligheden ret elegant.

Problemet er bare at det ikke kun var os der fik øje på det.

Det føles næsten som om der ikke findes et elnet i Europa i dag som ikke er overfyldt med batteriansøgninger.

Og det har faktisk været lidt af en overraskelse for mig hvor primitive mange af processerne stadig er. I mange lande ligger batteriansøgninger stadig i én stor sort boks hvor projekter behandles efter first-in first-out, uanset om projektet reelt er modent eller bare består af en mark på et kort og en netansøgning.

Det betyder at projekter med meget spinkelt grundlag mange steder ligger side om side med projekter hvor:

  • arealer er sikret

  • projektplaner er færdige

  • investorer er klar

  • teknologien er valgt

  • og hele execution-setuppet er på plads

…uden at systemet rigtigt skelner mellem dem.

Det synes jeg egentlig er ret vildt når man samtidig står med en enorm investeringsvillighed fra både selskaber og private investorer til at opføre batterier som på sigt meget vel kan blive en af de vigtigste brikker i stabiliseringen af Europas elnet.

For de sidste par år har jo også vist os at netstabilitet ikke længere bare er en selvfølge.

Det iberiske blackout sidste år hvor store dele af Spanien og Portugal mistede strømmen viste ret tydeligt hvor følsomt systemet kan blive når store mængder VE skal balanceres i realtid uden nok fleksibilitet og systemydelser omkring sig. Millioner af mennesker mistede strømmen og hændelsen blev en ret voldsom påmindelse om hvor afhængige moderne samfund er af et stabilt elnet.

Samtidig meldte Energinet tidligere i år ud at nettet mange steder ikke længere kan optage nye projekter og satte derfor nye ansøgninger på pause. Og det er jo lidt paradoksalt når noget af den batterikapacitet man holder tilbage potentielt netop er det som på sigt kunne hjælpe med at aflaste nettet og øge capture rates på især solproduktion.

For et batteri vil jo meget sjældent belaste nettet når det er mest presset og priserne går i minus. Tværtimod er hele logikken bag batteriets forretning jo netop at købe strøm når der er for meget af den og sælge den tilbage når efterspørgslen igen stiger.

Jeg synes dog også man begynder at se tegn på at markedet bevæger sig den rigtige vej.

Energinets nye retningslinjer omkring prioritering af projekter der reducerer overbelastninger i nettet er efter min mening et vigtigt skridt. Kategoriseringen af batterier skal dog stadig følge med før man for alvor får åbnet nettet op for den type projekter.

Tyskland har samtidig med Redispatch 2.0 forsøgt at skabe bedre rammer for batterier og fleksibilitet generelt.

Min fornemmelse er egentlig at vi bevæger os i den rigtige retning, men også at der stadig er et stykke vej igen.

Vi har selv haft batteriansøgninger liggende i næsten 2 år som først nu begynder at nærme sig udstedelse.

En stor lektie for mig personligt har derfor nok været at tålmodighed i den her branche er en helt særlig dyd.

Og selvom markedet til tider både føles langsomt, kaotisk og ekstremt komplekst, så tror jeg stadig meget på hvor vigtig batterilagring bliver i det europæiske energisystem de næste mange år.

Ketstin Baumann